Din forretning udvikler sig, og det gør PHP også!

I dag er den seneste stabile version PHP 7.2 og version 7.3 forventes at udkomme senere i år. Der er sket rigtig meget. Både med selve kernen, men også med det omkringliggende økosystem.

Af Jens Just Iversen

20. SEP 2018

Da vi stifter bekendtskab med programmeringssproget PHP for første gang, var den nyeste version PHP 4. Dette var i 2002. I dag er den seneste stabile version PHP 7.2 og version 7.3 forventes at udkomme senere i år. Der er sket rigtig meget. Både med selve kernen, men også med det omkringliggende økosystem.

Med vores daglige arbejde med PHP har vi naturligt fulgt udviklingen tæt og set hvordan programmeringssproget både har haft en negativ og positiv effekt på vores samarbejdspartneres forretning.

PHP udmærker sig ved at være nemt at komme i gang med, og man kan hurtigt og billigt få lavet en prototype eller et simpelt site. Selvom det lyder godt, kan det desværre give nogle alvorlige problemer på den lange bane.

Det site der hurtigt blev sat sammen kan have fået vokseværk, og har koden været skrevet uden øje for en god arkitektur, kan den blive nærmest umulig at vedligeholde. Man kan som kunde i hvert fald være sikker på at opleve mange fejl. I nogle tilfælde vil det være bedst at skrive projektet helt om, men dette er heller ikke billigt, og migreringen fra den gamle løsning kan være kompliceret.

PHP the right way - eller?

Og dette er netop et af problemerne, som PHP har stået overfor; at der ikke har været udlagt en rigtig måde at strukturere sit projekt på, både på grund af de manglende faciliteter i især de ældre versioner af PHP, men også på grund af dårlige framework muligheder.

På begge fronter er der dog sket en del henover årene, hvor PHP er blevet moderniseret, og nu blandt andet tilbyder understøttelse af namespaces, Libsodium kryptering og ikke mindst en stor hastighedsforbedring - for at fremhæve nogle få af mange forbedringer.

Ligeledes er der introduceret PSR-standarderne, der sikrer ensartethed indenfor blandt andet kodeformattering og autoloading, og projekter som https://phptherightway.com forsøger at skubbe programmørerne i den rigtige retning.

Derudover er frameworks såsom Laravel, Zend og Symfony med til at sætte rammerne for den rigtige kodestruktur.

Selvom sproget og hele miljøet har gennemgået en stor positiv forvandling kæmper PHP stadig med det dårlige rygte, og det er ærgerligt, da PHP under de rigtige forudsætninger kan være en solid og fremtidssikret løsning, der efterlader et væld af muligheder for jeres forretning.

Gør dit projekt til 1 blandt 1.805.260.010

Får du, som forretningsejer, og programmøren fra start i fællesskab udarbejdet en god arkitektur og udvalgt en pallette af services som tilsammen skal drifte projektet, vil du opleve, at PHP giver en stabil drift, og det store community sikrer, at der er et velassorteret udvalg af open source pakker og masser af hjælp. Det vil altid være muligt at finde arbejdskraft på grund af sprogets store popularitet - i skrivende stund er der 1.805.260.010 hjemmesider i verden, og over 80 % af disse er bygget i PHP.

For de fleste forretninger er sikkerheden altafgørende, og selvom det er let at lade sit PHP projekt indeholde sikkerhedshuller, er de populære frameworks med til at strukturere koden i en sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, og tilbyder også nem adgang til sikkerhedsfunktioner såsom password hashing, CSRF-verificering, URL signing osv.

Det svageste led

Det er dog med udvikling som med så mange andre ting, at det ikke er stærkere end det svageste led, så at have en kritisk tilgang til udviklingen, integreret kvalitetssikring og løbende refaktorering, som en naturlig del af arbejdsprocessen er vigtigt for at bygge et fremtidssikret projekt, hvad angår sikkerhed såvel som performance og mulighed for løbende udvidelse.

Står du overfor at vælge hvilken teknologisk vej du skal gå ned af, er PHP absolut modent og kan tilbyde dig en god base, men det er vigtigt at få de rette kompetencer om bord og skabe et arbejdsmiljø, der fokuserer på kvalitet og fremtidssikring.

Vi ser i ephort frem til at arbejde med PHP i mange år endnu, og forventer at den gode udvikling fortsætter. Samtidig håber vi at fremsynede ændringsforslag til kernen som for eksempel type casting af class properties bliver accepteret. Imens vil vi gøre vores til, at kompetenceniveauet i branchet øges endnu mere :-)

Hvad er dit take på udviklingen af PHP? Del det gerne med os herunder, og fortæl os samtidig hvad du arbejder med til dagligt.