Hvad koster en programmør?

Du skal have udviklet en tilpasset webløsning, og er derfor gået på jagt efter en programmør, der kan hjælpe dig. Nu står du midt i en jungle af forskellige priser og ydelser, og kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned. Læs her, hvordan du kan drage nytte af både billige og dyre programmører.

Af Krsitan Just Iversen

12. OKT 2016

Du skal have udviklet en tilpasset webløsning, og er derfor gået på jagt efter en programmør, der kan hjælpe dig.

Men hvad koster sådan en?

Du har sikkert lavet en Google søgning og åbnet de første par links - nu står du så med en række programmører, der koster alt mellem 200 til 1.000 kr. i timen. Hvad skal man vælge?

Jeg begyndte at beskæftige mig med webudvikling i 2006, og har de seneste par år arbejdet udelukkende professionelt med netop dette. Det har ført mig igennem de faser, som mange programmører går igennem, samt tilsvarende ført mig igennem de timepriser, som jeg “gjorde mig fortjent til”. Det har givet mig erfaringer fra frontlinjen.

Fra sidelinjen har jeg også set, hvordan kunder har haft en anderledes proces afhængig af, hvilken programmør de har valgt.

Både den billige programmør og dyre programmør kan være billigst

Uanset om du vælger de billige eller dyre programmører, kan det være det, der i sidste ende er billigst for dig. Du skal blot vælge den, der passer bedst ind i din verden.

Fordelen ved en billig programmør er, at den først og fremmest er billig. Du vil i denne klasse kunne finde danske programmører til cirka 200 kr. i timen. Udenlandske programmører vil du kunne finde meget billigere. Det bliver selv jeg jo fristet af, for det er ***** en god pris!

“Pricing is actually a pretty simple and straight forward thing. Customers will not pay literally a penny more than the true value of the product.” - Ron Johnson, 2013

Citatet lyder som ren logik, men det passer ikke helt ind i programmørernes verden. For selvom programmøren er billig, er den - ligesom den dyre programmør - nødt til i sidste ende at levere det produkt, der blev aftalt. Sålænge din aftale med vedkommende er tydelig nok, er du sikret på dette punkt.

Forskellen er vejen hen til det færdige produkt.

Du vil som oftest opleve, at den billige programmør har brug for flere rettegange, hvilket der også er råd til. Men du må selv lægge noget af din tid for at forklare, hvad der skal laves om, og hvad der ikke er, som du havde tiltænkt.

Ligningen kunne se sådan her ud:

Få penge + din tid = færdigt produkt

Er du et start-up, hygger du dig med projektet i fritiden, er der ikke nogen fast deadline eller lignende, vil du have størst nytte af at betale færre penge for din programmør.

Vær blot også opmærksom på, at selvom det færdige produkt er pænt, er det ikke sikkert, at den underliggende kode er det. Dette kan ramme dig hårdt senere, når fremtidig udvikling kommer til at tage 2-3 gange længere tid, end det ville have gjort, hvis der var holdt en høj kodekvalitet. Du må selv sætte dig med et regneark og finde ud af, at om den lave timepris er attraktiv nok til at retfærdiggøre dette potentielle problem.

Men der er mange situationer, hvor den billige programmør, er den bedste til opgaven og din forretning.

Den dyre programmør vil du opleve som mere selvkørende. Denne type programmør retfærdiggør dens høje timepris med den større erfaring. Programmøren har snakket med mange forskellige slags kunder, har arbejdet på forskellige projekter, kender faldgruberne, ved hvilke detaljer du som kunde lægger vægt på og er ikke mindst fagligt dygtig. Kodekvaliteten er i orden.

Til gengæld betaler du meget mere for det færdige produkt. En programmør i denne klasse vil typisk ligge mellem 500-1.000 kr. per time.

Ligningen kunne se sådan her ud:

Mange penge = færdigt produkt

Din tid, lyst og type af projekt

Hvad du skal vælge kommer i sidste ende an på, hvad din tid er værd, og hvor meget lyst du har til at bistå din programmør.

Alle programmører har brug for, at du samarbejder med dem. Men der kan være forskel på, hvor ofte programmøren har behov for at spørge dig til råds, samt hvor klart dit budskab går igennem.

Jeg er endnu ikke selv færdig med at prøve mig med outsourcing og billig udvikling, som jeg mener giver god mening, når det drejer sig om hobbyprojekter eller proof-of-concept opgaver, der ikke nødvendigvis skal køre videre de næste 5-10 år.

Til et driftende forretningskritisk system vil jeg langt hellere vælge en erfaren hole-in-one type of guy - hvis der er råd.

Efter at have været frem og tilbage et par gange, sælger vi nu os selv for omkring 800 kr. i timen. Vi har fundet ud af, at det passer godt til det arbejde, vi udfører, samt de kunder, vi ønsker at samarbejde med.

Reaktioner fra leads

Fra en programmørs perspektiv er det sjovt at observere de forskellige reaktioner, der kommer på de forskellige timepriser.

I tidernes morgen, da jeg kostede 250 kr. i timen, var det min fornemmelse, at mange var ude på at forhandle med mig om prisen. Jeg var sikkert også nem at rykke med. Nogle kunder ville have det hele for det halve, og jeg lovede dobbelt så meget, som jeg kunne holde.

Derimod er der endnu ikke en eneste af de kunder, der har henvendt sig på min nuværende timepris, der har nævnt prisen som et problem. Priserne sender helt klart et signal om, hvem man er, og hvor meget erfaring programmøren, selv synes den har.

Jeg er i dag også markant hurtigere til at gennemskue, hvem jeg har igennem i røret, og er ikke bange for at sige, at jeg fornemmer det ikke er os, der skal samarbejde, hvis jeg har en person igennem, som ikke respekterer min tid - eller som blot forventer noget andet, end jeg er villig til at gå med til. Denne “sortering i døren” har gjort, at der ikke skal bruges så meget som 2 minutter på at finde et kompromis, som den ene part til sidst alligevel ikke er tilfreds med.

Hvis du snakker med en programmør, der virker afvisende, kan det skyldes, han mener du har brug for en anden ydelse.

Så hvad skal jeg vælge?

Det drejer sig i høj grad om at finde et match, hvor forventningerne fra både leverandør og kunde er de samme.

Du finder ikke en universel programmør, som passer ind i hele dit iværksætter eller arbejdsliv. Men du er nu opmærksom på, at en billig og en dyr programmør er to forskellige væsner, som hver især er det bedste valg til hver sine opgaver.

Som regel kræver det et par oplevelser med begge typer, inden man har opbygget den rigtige mavefornemmelse omkring, hvilken man skal bruge i hvilke situationer.

Mit håb er, at ovenstående betragtninger omkring pris og forventning kan hjælpe til at finde det rigtige match lidt hurtigere.